Kronvildt - de fire årstider

Området omkring Vejers har en af Danmarks største bestande af vildtlevende kronvildt. Kronvildt er de store hjorte, hvor hannerne har fantastiske gevirer. Vejers er et af de steder, hvor der er de største chancer for at se de smukke dyr – på afstand. Kronvildtet har en utroligt god lugtesans. Derfor løber de væk, så snart de har fået færten af mennesker. Husk derfor altid at gå imod vinden, så din duft blæser væk fra vildtet. Og vær stille. De kan høre det mindste suk – og smart nok dreje ørerne i alle retninger.

En spændende aktivitet for både voksne og børn er at gå på pürch, hvor man sniger så tæt, man nu kan komme, på vildtet. Jægere kalder det Pürsch jagt. Det er oprindeligt et tysk udtryk og kan oversættes som “listejagt”. Så husk at være stille, og nogle gange kan det være en god ide at dukke sig eller kravle op over en klittop – til gengæld kan man få den mest fantastiske oplevelse af vilde vidunderlige Vejers.

Det er altid en god ide at starte sin tur lidt inden solnedgang eller for de morgenfriske, lige inden solopgang. Der er som regel mest aktivitet.

Her kan du se Kronvildt:

Kronvildtet holder om dagen ofte til i og omkring nåleskov, f.eks. syd og vest for Vejers. Nogle steder kan der ligefrem være “tunneller” gennem skoven, der præcis passer til dyrenes højde. Kør eventuelt sydpå af Kallemærskvej for at komme ned til overgangen mellem nåleplantagen og Kallemærsk hede. Der er fantastiske muligheder for at se kronvildt. Men husk: hvis den orange kugle er oppe, må man ikke gå ind på Kallemærsk hede.

Om natten, når månen skinner over de åbne vidder eller i den lyse sommernat, kan du være heldig at se en majestætiske skygge stå og gumle uden for skovens sikre ly.

Der er rigtig gode muligheder for at se kronvildtet på de åbne sletter, når du kører ad Vejers Havvej. Ellers kør nordpå mod Børsmose ad Råsøvej og videre af Urkok vej og Kærgårdsvej op til Grærup Langsø. Både i skumring og dæmring og om natten holder kronvildtet meget af at græsse på engstrækningerne øst for søen. Det er ikke usædvanligt at tælle op til 50 dyr her en tidlig morgen eller en sen aften. Om dagen tygger dyrene drøv og hviler i det tætte pilekrat ved søen. Der er dog dage, hvor krondyrene ses i store rudler tæt på vejen øst for Langsø; hvis man er heldig, kan man se op imod 150-200 dyr på en gang.

Andre super gode steder er: Observationstårnet på Grærup Havvej, nær Grærup Langsø; I den sydvestlige ende af Filsø nær parkeringspladsen ved Nørre Enge i Kærgård; i området ved Redningsvej i Blåbjerg Klitplantage. Alt sammen steder der kan nås ved en kort køretur fra Vejers by.

Ellers prøv selv at gå en tur f.eks. lige efter solnedgang eller før solopgang. Det er ofte der, man får de smukkeste naturoplevelser med vilde dyr.

Vinter:

I vinterens mørke måneder skal man holde godt øje for at se kronvildtet. Sommerens rødbrune pels er skiftet ud med mere grå nuancer. Samtidig er pelsen blevet tykkere, så dyrene kan holde varmen.

I den golde og kolde jord er der ikke megen føde at finde. Derfor finder du om dagen primært dyrene i nåleskoven, hvor de spiser skuddene fra nåletræerne og skraber i skovbunden efter anemonernes jordstængler, der er fyldt med god næring.

Du finder især nåleskov syd og vest for Vejers. Nogle steder kan der ligefrem være “tunneller” gennem skoven, der præcis passer til dyrenes højde. Husk altid, at du skal gå mod vinden, så dyrene ikke får færten af dig. Kør eventuelt sydpå af Kallemærskvej for at komme ned til overgangen mellem nåleplantagen og Kallemærsk hede. Der er fantastiske muligheder for at se kronvildt. Men husk: hvis den orange kugle er oppe, må man ikke gå ind på Kallemærsk hede.

Når det er måneskin, kan du være heldig at se omridsene af de store dyr, der står og gumler udenfor for skovens sikre ly. Om natten kommer kronvildtet nemlig ud for at spise, hvad der er tilbage af græs og lyng efter vinteren. Når solens trætte stråler atter kravler over den østlige horisont, trækker de sky dyr sig så tilbage til nåleskovens trygge sikkerhed.

Dyrene går adskilt i rudler, som man kalder flokke af kronvildt. Ser du først én i skovbrynets kant, er der med garanti flere dyr i nærheden.

Hinderne, som hunnerne kaldes, og deres kalve er samlet i deres egne rudler, hvor en gammel og vis hind fører rudlen an.

Hjortene derimod går i deres egne, mindre, lederløse rudler. Til gengæld er der et klart hierarki – de stærkeste øverst, de yngste nederst.

Det er også om vinteren, at hjortene taber deres gevirer. Fra februar vokser det nye frem. Er du heldig, kan du finde en af stængerne fra kronhjortens gevir i skovbunden eller på heden, som du kan tage med hjem som evigt minde om vestkystens fantastiske natur. Lader du det ligge, går det dog ikke til spilde, for mus og andre gnavere elsker at mæske sig i det store måltid. Ja, skovens dyr er faktisk så glade for kronhjortenes konges krone, at den allerede er væk, når forårets solstråler for alvor begynder at varme skovbunden op igen.

Fakta:

Om vinteren er dyrenes pels gråbrun og tyk.

Svært at finde føde - lever af skud fra nåletræer, dværgbuske og græs, skraber i skovbunden efter anemonernes jordstængler, der er fyldt med næring, og gnaver i glemte roers rødder ude på markerne. Findes der lyng, er det en vigtig fødekilde om vinteren.

I løbet af vinteren taber kronhjortene deres gevir - fra februar vokser det nye frem.

Udenfor brunsten kønsopdeler kronvildtet sig i hver deres rudler, hvilket man kalder flokke af kronvildt, hvor de voksne hjorte holder sig for sig selv i mindre rudler, mens hinderne, deres kalve og ungdyr bevæger sig sammen. Disse rudler har en gammel og erfaren hind til at lede dem an. Hos hjortene er der et klart hierarki med de stærkeste på toppen og de yngste i bunden. En egentlig leder har de dog ingen af.

Forår:

I foråret er det ikke kun planter og træer, der begynder at springe ud i fuld flor – også kronhjortenes nye gevirer begynder lige så stille at vokse frem, så de kan nå at være store og flotte til efterårets brunst.

Når hjortenes gevirer vokser, er de omgivet af en blød, fløjlsagtig hud, der er fyldt med blodårer. Så spotter du skovens konge på denne tid af året og ser hans lodne gevir, er der altså ikke noget galt med ham – hans gevir er blot i gang med at vokse sig endnu større og smukkere end året forinden.

Kronhjortens gevir bliver nemlig større år for år, indtil det når sit højdepunkt i otte til 12-års alderen. I den alder vejer gevirerne over ti kilo og kan have mere end 20 ender, som man kalder gevirets spidser.

Selvom geviret bliver større for hvert år, der går, kan man dog ikke bruge antallet af ender til at se, hvor gammel gevirets ejer er.

Går du en tur i skovene, vil du med sikkerhed også se træer, hvor barken er blevet skrællet af. Træernes safter er nemlig rigtigt begyndt at løbe igen, efter at vinterens kulde har fortaget sig. Safterne løber lige under barken og får den til at sidde løs. Det udnytter det kloge kronvildt. For de elsker at gumle i bark – enten for at fylde maven eller af ren og skær kedsomhed. Det er et problem for de forsvarsløse træer. For dyrene kan ofte finde på at skrælle så meget bark af, at træerne ender med at dø. Og sådan viser naturen sit rå ansigt i det ellers så smukke landskab, vi har her på vestkysten.

Fakta:

Hjortenes gevirer begynder at vokse frem fra februar. Når geviret vokser, er det omgivet af bast. Det er en blød og fløjlsagtig hud fyldt med blodårer, som sørger for at give det nye gevir næring, så det kan blive større og flottere end året forinden. For kronhjortenes gevir vokser nemlig år for år, indtil at det når sit højdepunkt i otte til 12-års alderen. På det tidspunkt kan geviret veje mere end ti kilo og have mere end 20 ender, som man kalder hver af gevirets spidser. Men selvom geviret bliver større for hvert år, der går, så kan man dog ikke bruge antallet af ender til at se, hvor gammel gevirets ejer er.

Om foråret stiger safterne i træerne, og da saften løber lige under barken, kommer barken til at sidde løs. Kronvildt elsker at gumle i bark - enten for at fylde maven eller af ren og skær kedsomhed - men det er et problem for træerne. For dyrene kan ofte finde på at skrælle så meget bark af træerne, at træerne ender med at dø.

Sommer:

Det er i sommerens solstråler, at kronvildtets pels igen får sin smukke rødbrune farve. Vinterens kedelige, grå pels er rystet bort, og hinderne gør klar til at tage imod deres nye unger. Kalvene, som de kaldes, fødes i maj og juni - tidsnok til at de kan nå at spise sig store og stærke, inden vinterens kulde lægger sig over landet. Og inden hinderne igen skal være klar til at blive bedækket (gravid) af deres udvalgte hjort under efterårets brunst.

Om sommeren lever kronvildtet af de mange græsser og urter, som solens stråler har lokket frem i forårets løb. Men i nattens mulm og mørke kan kronvildtet også finde på at snige sig ud på bondens marker, hvor de gumler hans afgrøder i sig med stor fornøjelse. For hvem elsker ikke en overdådig tag-selv-buffet af korn og roer?

I august forbereder kronhjortene sig til brunsten  de “fejer” deres gevirer mod skovens træer og buske. Geviret har nået sin fulde størrelse, og den lodne bast omkring det, den hud, der fylder geviret med næring, så det kan vokse sig stort og flot, skal væk. Det ordner hjorten ved skånselsløst at skrabe geviret mod sine omgivelser, indtil kongens krone flot står som vi kender den _ klar til at imponere både hinder og mennesker.

Fakta:

Om sommeren er kronvildtets pels rødbrun, mens bugen er lys.

I maj og juni fødes kalvene.

I august er hjortenes gevirer fuldt udvoksede, derfor “fejer” de deres gevirer mod træer og buske for at fjerne basten, det beskyttende hud der har siddet omkring geviret imens det har vokset.

Om sommeren lever kronvildt først og fremmest af græs og urter, som de finder i de åbne områder. Men man kan også se dem i nattens mulm og mørke, når de sniger sig ud på bondens korn- og roemarker, hvor de gumler hans afgrøder i sig.

Efterår:

I september og oktober fylder kronhjortenes brøl skovene omkring Vejers. Det er blevet brunsttid. Hvor hjortene resten af året holder sig sammen i små flokke, kaldet rudler, er det nu alle-mod-alle. De fuldvoksne kronhjorte etablerer deres egne brunstterritorier, hvor de forsøger at samle sig et “harem” af hinder.

I løbet af brunsten holder hjorten godt øje med sit harem og undersøger sine hinder regelmæssigt. Han holder nemlig øje med, om de er klar til parring. Og når de er det, beslår han dem med det samme. Andre rivaler lurer i skyggerne på kanten af hans territorium med det lyssky formål enten at lokke hinderne væk eller selv at beslå dem, hvis muligheden skulle opstå. Derfor er det bydende nødvendigt for kronhjorten evigt at vogte over sit territorium.

Er rivalerne stærke nok, kan de endda forsøge at tage hele territoriet og haremmet fra dets ejer. Sker det, må den oprindelige vogter med kamp smide udfordreren på porten. Kampene kan endog blive så voldsomme, at det er med døden til følge for den tabende part. For som Darwin beskrev – den stærkeste overlever. Også på Danmarks vilde vestkyst.

Fakta:

September og oktober er brunsttid for kronvildt. De fuldvoksne kronhjorte opretter hver deres eget brunst territorium, hvorfra de fordriver alle andre hjorte. Samtidig forsøger de ihærdigt at lokke hinder til at slå sig ned i deres område, hvor hjorten samler sig et “harem”. Andre hjorte kan finde på at forsøge at overtage området og det kan føre til kampe mellem hjortene så voldsomme, at det kan koste den ene part livet. Som Darwin skrev, den stærkeste overlever. Hjortene brøler intenst i brunsttiden. Brølenes styrke følger brunstens udvikling og når tiden er ved at nå sit klimaks, brøler hjortene med den største styrke og intensitet. I løbet af brunsten holder hjorten godt øje med sine hinder, og undersøger dem regelmæssigt. Det gør han for at se om de er klar til parring og når det er tilfældet, beslår han dem med det samme. Det gør han, da andre rivaler kan lure i skyggerne på kanten af hans territorium, med det lyssky formål enten at lokke hinderne væk eller selv at beslå dem, hvis muligheden skulle opstå.

En flok kronhjorte tager sig et velfortjent bad. Det er tidligt på året, hvor deres nye gevirer har blød hud på oversiden.

 Skal vi blive eller løbe? En lille flok hinder på vej op over klitterne.

 Hvis man bor i feriehus i den nord østlige ende af Vejers, er der rig mulighed for at dyrene kommer helt tæt på – også ind i haven. Her står en flok i den østlige ende af Vejers.

 En rudel kaldes en stor gruppe dyr. Ofte er det hunner, kaldet hinder, der leder en rudel. Det er ofte en af den ældste og klogeste i flokken.

 Nyd det unikke syn af store flokke kronvildt. Vejers er et af de steder i landet, hvor der er størst mulighed for at nyde de smukke dyr.